Besøg Bælum

Byen i skoven med kilde og cykelsti

Smuk natur, ro og tryghed for hele familien​

Bælum midt i naturen
Navnet Bælum eller den gamle udgave Beflum, stammer helt tilbage fra 1200 tallet, som det fremgår af Valdemars Jordebog.
Bælum er en by i det østlige Himmerland med ca. 750 aktive indbyggere. Beliggende 17 km nord for Hadsund og 32 km syd for Aalborg. Bælum hører til i Rebild Kommune og i Region Nordjylland. 
Byen ligger i det naturskønne Østhimmerland og er skabt af den sene istid og byder på mange spændende naturoplevelser. Her er der kort afstand til Ø Hurup og Kattegat samt Rebild Bakker og Rold Skov.
Af seværdigheder er det et must, at du besøger: Bælum Mølle, Bælum Sønderskov og Kildesøen. 
Vil du opleve egnen på cykel, findes der en enestående smuk cykelsti fra Hadsund i syd gennem Bælum til Gistrup i nord – en tur på ca. 40 km. Måske du er mere til en rask travetur, så er hele området dækket ind med spændende naturstier – også afmærkede stier.
I Bælum finder du også: kirke, sognegård, fuldt udbygget skole med gode pasningsmuligheder, nyetableret købmand, Bælum Kultur- og Idrætscenter, naturlegeplads, kunstgræsbane, fitness-center, KulturMøllen mv.

Overskueligt, vedkommende og trygt
Der er skønt ude på landet og i landsbyerne. Her får man meget til lidt færre penge. Hus- og grundpriserne er lavere, og det sociale netværk er betydelig større end i byerne. Her er trygge rammer for hele familien. Og når vi møder hinanden i skolen eller hos købmanden, er hjælpen aldrig længere væk end den nærmeste nabo. 

Naturen lige udenfor døren – max. 500m væk
Vi har naturen lige uden for døren. Ja faktisk er der max. 500m til alle de skønne naturoplevelser: skove, søer, marker, heder, vandløb, cykelstier og naturstier. Desuden gemmer skoven på en naturlegeplads samt en kendt og smuk Skovpavillon – og 100m herfra en “helbredende” kilde!
Landskabet giver ikke kun mulighed for ro og fordybelse, men også for motion og velvære – og benyttes af mange i både dagligdagen og weekenden.

Samarbejde og fællesskab er i fokus
I mindre byer er det nødvendigt at finde sammen i givende fællesskaber for at løse de mange udfordringer og mål, der løbende er på dagsordenen. Og når samarbejdet lykkes, er tilfredsheden særdeles stor i de mange foreninger – og dermed til glæde for hele lokalsamfundet.
Vi kan meget selv, men engang imellem må vi erkende, at vi har behov hjælp, og derfor er et godt samarbejde mellem byens Lokalråd og Rebild Kommune af stor betydning for byens borgere og foreninger.
I Bælum har vi et aktivt foreningsliv med et utal af ildsjæle i bla.: fodbold, håndbold, badminton, tennis, Puls & Styrke, bordtennis, revy, koncerter, fællesspisning, Bælum Cup, Bælum Ugen – og Nordjyllands smukkeste stadion!

Bælum Kalenderen


KONTAKT 


Frank Jeppesen
Henrik Christensen

 
WEB-ADRESSER


Wikipedia/Bælum

 
FAKTABOKS


Bælum har en lang og indholdsrig historie, som blandt andet indeholder egen folketingskreds indtil 1970. 

 
ANSVARLIG FOR SIDEN


Allan Rank