Vedtægter

Nedenstående vedtægter vedtaget på borgermøde den 26. februar 2020

Vedtægter

§ 1 Lokalrådets status
Bælum Lokalråd er en repræsentativ gruppe valgt af og blandt de fastboende borgere i Bælum sogn. Lokalrådet skal i sammensætning og funktion være uafhængig af partipolitiske hensyn.

§ 2 Lokalrådets formål
Lokalrådets formål er at varetage lokalsamfundets interesser, at fremme dets udvikling og at søge at få medindflydelse i anliggender, som vedrører lokalsamfundet.

Lokalrådet skal være et koordinerende, formidlende og igangsættende led i lokalsamfundet, og det er rådets opgave at være opmærksom på, hvilke planer, initiativer og behov, der opstår i lokalsamfundet.

Rådet skal fungere som kontaktled mellem lokalsamfundet og Rebild Kommune og andre. 

§ 3 Stemmeret og valgbarhed
Stemmeberettiget og valgbar til lokalrådet er enhver borger i Bælum sogn, som har stemmeret ved kommunalvalg i Rebild.

§ 4 Sammensætning og valgmåde
Lokalrådet består af et ulige antal medlemmer mellem 5 og 13 som vælges for 2 år af gangen, halvdelen vælges for 1 år første gang, resten for 2 år, efterfølgende valg er alle for 2 år.

Lokalrådet vælges på det ordinære borgermøde ved direkte og personlige valg. Hvis et medlem af lokalrådet fraflytter Bælum sogn, ophører medlemskabet umiddelbart ved fraflytningen.

 § 5 Om borgermødet for Bælum Lokalråd
Det ordinære borgermøde afholdes i februar måned. Indkaldelse til borgermødet sker med 4 ugers varsel ved annoncering i lokalpressen og på anden hensigtsmæssig måde. Samtidig med indkaldelse til mødet angives mødets dagsorden.

Det ordinære borgermøde skal have mindst flg. dagsorden:

Valg af dirigent.

· formandens beretning.

· forelæggelse af revideret regnskab.

· forslag til planer for det kommende år.

· valg af rådsmedlemmer i henhold til vedtægterne.

· valg af 3 suppleanter.

· valg af revisor og revisorsuppleant.

· behandling af indkomne forslag

· eventuelt.

Enhver borger (jf. § 3) kan fremsætte forslag, som ønskes behandlet på borgermødet. Forslag afgives skriftligt og med forslagsstillerens underskrift til formanden senest 2 uger inden borgermødets afholdelse. Borgermødets beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Sekretæren fører borgermødets forhandlingsprotokol, som underskrives af formanden og dirigenten.

Senest 2 uger efter borgermødets afholdelse skal formanden sørge for, at en redegørelse for mødets forløb og de på mødet trufne beslutninger på hensigtsmæssig måde bekendtgøres for lokalområdets borgere.

Ekstraordinært borgermøde skal indkaldes efter lokalrådets beslutning. Ekstraordinært borgermøde skal indkaldes, hvis mindst 20 af de stemmeberettigede med deres underskrift og angivelse af dagsorden over for formanden udtrykker ønske om det. Ekstraordinært borgermøde skal indkaldes til afholdelse senest 4 uger efter, at formanden har modtaget ønske herom.

Reglerne for ordinært borgermøde finder tilsvarende anvendelse ved et ekstraordinært borgermøde.

§ 6 Lokalrådets konstituering og virksomhed
Lokalrådet konstituerer sig umiddelbart efter det ordinære borgermøde med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

Lokalrådets beslutninger træffes i møder. Lokalrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Møder i lokalrådet afholdes efter behov, dog mindst én gang hvert kvartal, og der skal afholdes et årligt statusmøde som kan afholdes sammen med det ordinære borgermøde. Møder indkaldes af formanden med 7 dages varsel og med angivelse af dagsorden.

Møder kan i presserende tilfælde indkaldes med kortere varsel. Møder skal indkaldes, hvis 3 af rådets medlemmer udtrykker ønske om det og angiver en dagsorden. Et sådant møde skal afholdes senest 3 uger efter ønsket er fremført. Sekretæren fører lokalrådets beslutningsprotokol. Senest 2 uger efter møde i lokalrådet skal formanden sørge for, at meddelelse om mødets afholdelse, dets dagsorden og redegørelse for mødets forløb og de trufne beslutninger på hensigtsmæssig måde bekendtgøres for lokalområdets beboere.

§ 7 Om udvalg
Lokalrådet kan nedsætte stående udvalg eller adhoc udvalg.

Lokalrådet beslutter størrelse og sammensætning af udvalg og
fastlægger kommissorium for deres funktion. Personer uden for lokalrådet kan, efter rådets beslutning, deltage som medlemmer af sådanne udvalg. Et udvalg skal altid have mindst ét medlem, som er medlem af lokalrådet. Et udvalg arbejder under ansvar over for lokalrådet.

§ 8 Økonomi og regnskab
Lokalrådets virksomhed finansieres ved tilskud, ved frivillige bidrag og ved eventuelle aktiviteter.

Lokalrådets regnskab følger kalenderåret.

Kassereren udarbejder regnskabet, der efter godkendelse af lokalrådet og foretaget revision forelægges på det ordinære borgermøde. Det reviderede regnskab skal senest 1 uge før det ordinære borgermøde bekendtgøres for borgerne på hensigtsmæssig måde. Revisor og revisorsuppleant vælges på det ordinære borgermøde for 1 år.

§ 9 Anvendelse af formue
Bælum Lokalråd opfordrer lokale foreninger, interesseorganisationer og aktive borgere til at ansøge om tildeling af en del af Bælum Lokalråds eventuelle formue. Aktiviteter, der ansøges om støtte til, skal have til formål at styrke almennyttige formål i Bælum Lokalråds område.

Ansøgningen skal være skriftlig og skal indeholde begrundelse for, hvorfor ansøgeren mener at være berettiget til at blive tildelt midler og begrundelse for ’det lokale aspekt’ i aktiviteten.

På ordinært borgermøde behandles nye og indkomne forslag gennem året. Det er lokalrådet der beslutter til hvilke formål lokalrådets formue skal disponeres. Disponeringer skal altid have det formål at styrke almennyttige formål i Bælum Lokalråds område. Lokalrådet kan dog beslutte at forkaste ansøgninger og selv i løbet af året vælge anvendelse af formuen.

 § 10 Om vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan kun ske, hvis det besluttes på to efter hinanden følgende borgermøder, hvoraf det første er et ordinært borgermøde. Disse møder indkaldes på sædvanlig vis og afholdes med højst to måneders mellemrum.

Vedtægtsændringer skal besluttes på hvert af de to møder med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 11 Opløsning af lokalrådet
Opløsning af lokalrådet kan kun ske, hvis det besluttes på to efter hinanden følgende borgermøder (jvf. § 10). Disse møder skal indkaldes på sædvanlig vis og skal afholdes med højst 2 måneders mellemrum. Ved beslutning om opløsning skal lokalrådet samtidig træffe beslutning om afvikling af lokalrådets aktiviteter og anvendelse af lokalrådets eventuelle formue. Dog skal eventuel formue anvendes til almennyttige formål, der kommer lokalsamfundets borgere til gode.

§ 12 Tegning og hæftelse
Lokalrådet tegnes økonomisk af formanden i forening med kasserer samt et andet medlem.

Lokalrådet hæfter for sine forpligtelser kun med lokalrådets til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke lokalrådets medlemmer eller borgerne nogen personlig hæftelse for lokalrådets forpligtelser.

Vedtaget på borgermødet i Bælumhallen 26.2.2020

 
KONTAKT


Fmd. Marianne Riise

 
WEB-ADRESSER


Bælum Lokalråd ejer domænet 9574.dk som denne side ligger på, men lykkeligvis hjulpet af mange gode kræfter 

 
FAKTABOKS


Bælum har ca. 755 indbyggere, 0.- 6. kl. skole, nybygget børnehave/SFO, en velfungerende idrætsforening – BSI, en nyetableret kunststofbane og nybygget SPAR købmand, samt i nærheden af 30 frivillige foreninger inkluderet en aktiv borgerforening. 
Bælum er en by, hvor engagement, smukke omgivelser og godt sammenhold blomstrer.

 
ANSVARLIG FOR SIDEN


Klaus Jørn Soldam